ANMELDELSE AF ANNA M

Anmelder ved “Bookeater”
Bogen kort fortalt: Kraftfulde og minimalistiske digte fra en anonym instagrampoet

Samlet bedømmelse: 8/10

Sprog: 8/10

Handling: 8/10

Underholdningsværdi: 7/10

Den anonyme instagrampoet @affektivt har udgivet en god håndfuld digte hos Forlaget Forår. Digtene står præcis som på vedkommendes instagramprofil, og den hvide skrift, der står med store bogstaver på den sorte blanke baggrund, minder også en del om selve instagram-formatet. Alle digtene er enkle, korte, velkomponerede, minimalistiske og ikke mindst kraftfulde. Jeg lagde med det samme mærke til, at @affektivt leger enormt meget med det velkendte danske sprog, og de velkendte talemåder bliver brækket op og brugt på nye og kreative måder, som gør det til en fornøjelse at læse digtene.
Det tiltalte mig meget, at ingen af digtene var længere end 13 linjer, for på den måde kunne jeg virkelig mærke, at der var tænkt over hvert ord, og at hvert ord havde en mening.
SLUK LYSET OG RUL NED
PUST DEM TIL RØG
JEG MÅ IKKE VÆRE HER
PLADSEN I DIT LIV
ER EN PLADS I DINE LAGNER
DER PASSER JEG IND
VI KALDER PÅ MØRKET
SÅ VI KAN ÅBNE ØJNENE
ER DET IKKE SET
ER DET IKKE SKET
Ingen kender digterens navn, alder eller endda køn, og på den måde blev @affektivt snarere til et fænomen end til en person, fordi jeg intet ved om vedkommende. Personligt tænker jeg, at det er en kvinde, men det kan sagtens blot være min forestillingsevne. Anonymiteten gjorde også, at jeg i stedet fokuserede på, at denne digter kan være alle i hele Danmark. Mand eller kvinde, bornholmer eller københavner.. Alle i Danmark kan have skrevet denne kraftfulde digtsamling om et forhold, der har tilintetgjort vedkommende. Om det er fiktion eller selvbiografisk, ved kun @affektivt.