Det er som altid svært at anmelde en digtsamling – netop fordi det er en samling og ikke en enkeltstående fortælling som sådan. Der var digte, der rørte mig, og satte tanker i gang, men der var også digte, som virkede overflødige eller irrelevante for helheden på en eller anden måde. Heldigvis var det en god blanding, og overordnet nød jeg at læse dem.
Det fede ved denne digtsamling er, hvor rå og ærlig den fremstår. Der bliver ikke pakket noget væk, og som læser får du det hele direkte i hovedet. Det gør også, at man som læser på den ene eller anden måde bliver nødt til at tage stilling til det, man læser. Kan man relatere til det? Føles det helt forkert? Er det for meget?
“DU TOG MIT TØJ AF
OG SATTE DIT PRÆG
GJORDE MIG TIL EN SÆTNING
JEG IKKE KAN SKRIVE” – citat.
Jeg var vild med, at digtsamlingen derudover føltes mere som en helhed, end mange andre af samme slags gør. Jeg fornemmede starten, midten og slutningen, og jeg blev forløst på en poetisk måde til sidst. Som læser bliver man tilpas mæt, og hvis man hungrer efter mere, så er forfatteren heldigvis også at finde på Instagram.