Af Frk. Litteratur
Inkvisitionen er andet bind i Taran Matharus trilogi; Påkalderen. Første bog udkom på dansk i efteråret og herhjemme var vi ret begejstrede for bogen. Kæresten har siden læst alle bøger han har udgivet bortset fra The Summoner’s Handbook, mens jeg er elendig til serier og havde brug for et skub til at komme videre. Serien følger unge Fletcher som lever i en verden hvor man er bevidst om at magi findes men ikke alle har evnerne. I første bog påkalder han sin egen dæmon og bliver dernæst sendt til Vocans Akademi hvor man udlæres i magi. Bogen slutter dog på en cliffhanger med hans anholdelse. Selve magisystemet har meget tilfælles World of Warcraft eller andre spil, men det er primært i første bog at dette forklares.
*Novicen slutter på noget af en cliffhanger og Inkvisitionen samler tråden op ca. et år efter. hvor retssagen for Fletcher endelig begynder. De første 50-100 sider er så opslugende, det er resten af bogen også men specielt starten havde mig til at sætte på kanten af sofaen. Hver eneste gang jeg troede at jeg havde en idé om hvor historien var på vej hen eller at nu var vi i sikkerhed vendte vi lige 180 grader og tog en helt anden vej. Jeg åbnede bogen for at læse et kapitel og pludselig var 100 sider læst fordi jeg ikke havde lyst til at slippe historien igen. Normalt er efterfølgere, og specielt ‘midterbøger’, ikke de bedste fordi det hverken er begyndelsen eller slutningen så det virker ofte langtrukkent. Det er Matharu kommet langt udenom med Inkvisitionen som er en af de bedste efterfølgere jeg længe har læst.
Nu da det er en god håndfuld måneder siden jeg læste første bog havde jeg selvfølgelig glemt en stor del af handlingen da der alligevel er blevet læst en del bøger siden sidst. Inkvisitionen resumeer dog historien i første bog til perfektion. På intet tidspunkt føles det repeterende. Det er en utrolig naturlig del af fortællingen og jeg var så taknemmelig for det. Inden længe var jeg fuldkommen med på hvad der var sket i første bog men jeg var på intet tidspunkt forvirret og jeg måtte ikke spørge kæresten hvad der nu skete i første bog heller.
Taran Matharu fortsætter problematikkerne fra første bog og denne har mere fokus på racisme, hvis muligt. Der er fare for en borgerkrig i landet selvom de er midt i en krig mod orkerne men nogle af de adelige, blandt andet kongen, bekymrer sig ikke om det da de ikke mener at hverken dværge eller elvere fortjener samme rettigheder som mennesker. Det er stadig en rigtig fed måde at udforske racisme på for selvom det bliver sat på spidsen er det stadig mere oppe i luften end hvis vi tager mere virkelighedstro problemer og jeg tror at der er nogle som forstår det bedre på den her måde.
Jeg fik læst Inkvisitionen af et par omgange og det er faktisk den første fysiske bog jeg har læst i et par uger. Der er ikke tvivl om at jeg blev opslugt at bogen og jeg er virkelig glad for at konklusionen udkommer i midten af september så jeg kan vide hvordan det hele slutter for Taran Matharu skriver cliffhangere til perfektion – både slutningen og hvert kapitel. Man tror man kan lægge bogen fra sig, og det kan man også hvis man er smart og stopper i et kapitel fremfor når man når slutningen, for der er det altså noget nær umuligt.
Inkvisitionen (Påkalderen, #2) af Taran Matharu. Udgivet af Forlaget Forår i juli 2019. Modtaget til anmeldelse fra forlaget. Orig. titel; The Inquisition (The Summoner, #2). Orig. udgivet i 2016. 349 sider. 4 ud af 5 stjerner.