ANMELDELSE AF RIKKE BAY

Anmelder ved “Modspor“


En charmerende, allegorisk fortælling om flygtningebørns farefulde rejse til nye lande og det kulturchok, der vil møde dem. Sophie Heiberg viser med sin debutbog, at hun har potentiale til at blive en fremragende børnebogsforfatter og illustrator.

Lille bog om komplekse emner

Et af de store spørgsmål i moderne pædagogik er, hvorvidt man skal oplyse børn om alt det forfærdelige, der sker ude i verden, eller om man skal lade dem leve i lykkelig uvidenhed, så længe man kan. Hvis man er tilhænger af den sidste overbevisning, bør man holde sine børn væk fra Fortællingen om Ibis. Historien om den unge trækfugl, Geronticus Eremitibis, der mister sine forældre efter et bombardement og må flygte på ryggen af en albatros til Danmark, er en allegorisk fortælling om de syriske flygtningebørn, der vandrede til Danmark tilbage i 2015. I afsnittet om forfatteren kan man læse, hvordan Sophie Heiberg blev inspireret til at skrive Fortællingen om Ibis, efter hendes mindre kusiner begyndte at stille spørgsmål.
Fortællingen om Ibis er altså en bog med et formål. Bogen giver anledning til, at man som forælder kan tale med sine børn om komplekse emner, som for eksempel krig, sorg, racisme og immigration.

Kliché versus opfindsomhed

Fortællingen om Ibis er en fremragende debut. Sophie Heiberg, der både har skrevet og illustreret historien, skriver simpelt og rørende. Hun rammer en perfekt balance mellem at beskrive blidt, men også hjerteskærende sandfærdigt. Dette kan især ses, når hun beskriver forældrenes død:

Bag hans forældre kom der en enorm metalfugl med kantede vinger til syne. Den efterlod striber af røg bag sig. Ibis havde aldrig set en fugl som den. Jo tættere den kom, desto mindre lignede den en fugl. Det var slet ikke en fugl, det var et kampfly. Ud fra flyet faldt en sort kugle. Den faldt ned mod jorden, lige der hvor hans forældre fløj.

Jeg formoder klart, at uanset alder vil man flere gange føle et stik i hjertet, når man læser om Ibis’ tab. Fortællingen om Ibiser dog ikke kun hjerteskærende. Der er selvfølgelig også humoristiske passager, der kan veje op for det triste. Som enhver anden børnefortælling har Ibis’ historie en opkvikkende morale: Selvom vi måske kan føle det, som om vi er langt væk fra vores hjem, er vi dog alle dækket af den samme himmel og er dermed forbundet. Denne morale er måske lidt af en kliché, men ikke desto mindre passende for historien og dens fugletema.
Dér, hvor Sophie Heiberg til gengæld brillerer i opfindsomhed, er i hendes valg af fugleart. Som hun skriver i indledningen til ‘den voksne læser’, har arten geronticus eremitibis tilhørt den antikke vestlige verdens historie. Det er den mest sjældne trækfugl, men fordi den er forbundet med den vestlige historie, har ISIS valgt den som symbol på deres kamp mod den vestlige verden og prøver derfor nu at udrydde racen, hvis det da ikke allerede er lykkedes. Denne information giver bogen et ekstra lag. Ligheden mellem navnet Ibis og ISIS gør, at man bliver gjort opmærksom på Islamisk Stat, hver gang man læser ordet Ibis. Det er en trusselsfaktor, som ikke bliver nævnt direkte, men som lurer overalt. Præcis ligesom i den virkelige verden.

Flere bøger om fuglen Ibis?

Bogen har nogle humoristiske sekvenser, hvor Ibis står over for dansk kultur, og hvor læseren (barnet) bliver klar over, hvor meget der egentligt er kulturelt anlagt.

”Så kan du godt komme ud af fjerene.”
Ibis gned sine øjne. ”Øh, mine fjer er altså ikke sådan nogle, jeg kan komme ud af?”

Man kan indvende, at der næsten er for mange af disse sekvenser af Ibis’ kulturchok. Da bogen involverer så mange komplekse emner, bliver det desværre til tider en anelse overfladisk. Eftersom bogen egentlig har en perfekt længde, og alle emnerne er relevante ift. temaet “flygtningebørn”, ville det være utroligt givende, hvis man gjorde Fortællingen om Ibistil en serie. Bogen ville sagtens kunne bære at blive udfoldet på denne måde, da den er spækket med aktuelle temaer, som dermed ville kunne stå skarpere.

Fantastiske illustrationer

Men hvor man kan finde mangler i Sophie Heibergs fortælling, kan man ikke sige det samme om hendes illustrationer. Fuglen Ibis er ikke ligefrem en køn fugl, men Heibergs illustrationer gør den bedårende, som var det den grimme ælling. Hendes tegnestil er detaljeret, men hun har bibeholdt det barnlige element, der virkelig har en charme over sig. Hun har en fantastisk evne til med få virkemidler at illustrere Ibis’ følelser og gøre fuglen menneskelig, uden at det bliver grotesk.
Hvad jeg især godt kan lide, er, at hendes billeder såvel som selve fortællingen kan fremprovokere følelser hos læseren. Man ser bl.a. kort efter eksplosionen, der dræber Ibis’ forældre, at Ibis sidder alene i reden, mens en masse fjer daler ned fra himlen. Det billede ramte mig meget stærkt. Hendes illustrationer beriger fortællingen og er i sandhed uundværlige for bogen.

Alt i alt har Sophie Heiberg bevist, at det er muligt at skrive en bog for børn, der involverer verdens tragedier på en lærerig, uformel og aldeles smuk måde. Det bliver spændende at se, hvordan hun i fremtiden vil udvikle sig som forfatter.