ANMELDELSE AF RIKKE SIMONSEN

Indehaver af bloggen “Flyv med mig“
Historien om den kære Ibis er så rørende og vigtig, og fortællingen giver noget til både børn og voksne. Der er både ukendte elementer for læseren i Syrien, hvor alt er meget anderledes, men så snart man når til Danmark, så kan man genkende de fugle, som Ibis møder på sin vej. “Fortællingen om Ibis” fortæller både fuglenes historie og flygtningebørnenes – den har ret mange lag, og hele flygtningedebatten bliver sat i børnehøjde.

Denne børnebog er barsk og tragisk, men den er også hjertevarmende på sin helt egen måde. Illustrationerne er søde og meget velvalgte til de tekststykker, de hører til. Noget er af det finurlige ved fortællingen er de små referencer til sange og eventyr, som vi kender herhjemme – blandt andet “Jeg ved en lærkerede”, “Elefantens vuggevise” og “Den grimme ælling”. For min skyld måtte bogen gerne være lidt længere – eller om ikke andet være en del af en serie, da man som læser gerne vil vide, hvordan det går Ibis fremadrettet.

“”Det er ikke sikkert for dig at bo her længere, så vi har besluttet, at du skal flytte til et land, hvor der ikke er farligt at bo.”” – citat.
Bogen vil fungere rigtig godt til oplæsning, mens man ser på illustrationerne, og undervejs snakker med barnet om de lidt tungere emner. Det er vigtigt at få indraget børn i de samtidige problemer, vi står i, og denne bog er et skønt eksempel på noget litteratur, der kan hjælpe samtalen på vej. Den får i hvert fald en varm anbefaling herfra!