ANMELDELSE AF LITTERATURSIDEN.DK

Af Maria Guldager Rasmussen, Litteratursiden.dk

Mads tager til Hvide Sande for at skrive en biografi om den døende Kuno. Men alt kan ske på den jyske vestkyst, og Mads får sin sag for i vellykket og velskrevet debutroman.

Mads, som egentlig hedder Kuno, er rejst til Hvide Sande for at skrive en biografi om en gammel, døende mand, der også hedder Kuno. Men det bliver et mildest talt vanskeligt projekt at gennemføre, og Mads (altså Kuno, den yngre) har de mest sindsoprivende oplevelser på vestkysten, hvor han både møde en ung, dansk geisha, en storsmilende campingpladsejer og en hårdtpumpet mafioso-type. En debutroman, der oser af sprogligt overskud, og hvor man ret hurtigt bliver klar over, at alt kan ske – og derfor sker.

Mads/Kuno er en ung mand i 20´erne. Han forsøger at leve af at skrive og er blevet hyret til at forfatte en anden Kunos biografi. Men hovenpersonen selv har ingen lyst til at medvirke i det bogprojekt, hvilket tvinger Mads til at tænke i alternative baner. Og de baner bliver måske på sigt sådan lige alternative nok. Ydermere må vores unge skribent i begyndelse bo i et medtaget tomandstelt på Kjelds Klitcamping i Hvide Sande. Af udefrakommende omstændigheder tvinges han senere til at slå sig ned i bunker på kysten og endnu senere rykker han andre steder hen i området. Eller sagt med andre ord: Det bliver et langtrukkent projekt, som han ikke evner at få afsluttet – han kan nemlig ikke skrive afslutninger! Et utaknemmeligt handicap i hans branche.

Heldigvis får Mads med tiden nogle allierede. Bl.a. indvilliger den dødsyge Kuno i at bidrage til bogen i et vist omfang. Og Ditte, mandens barnebarn, bliver også en vigtig figur i Mads´ vestjyske eventyr, som langt hen ad vejen på det allerkærligste godt kan kaldes en røverhistorie. Her er både under- og overspillet humor, et gævt, jysk glimt i øjet og imponerende voicemail-beskeder fra bl.a. Mads´ mor og vennen Martin. Men hvad der nok er allervigtigst: Hele balladen er rammet ind af en alvorlig og dybt ulykkelig historie om en elsket og dement farmor, som er død. Og man fornemmer, at Mads lider under tabet af denne farmor. Hvorfor vil han fx ikke tale med sine bekymrede forældre?

Denne anmelder er stor tilhænger af litteratur, der lykkes med at kombinere det barske, det groteske, det lune og humoristiske med en fortælling, der både er det, man med et slidt udtryk kan kalde ”en-værre-historie” og tillige en dybt menneskelig beretning. For selvom det både er skørt og sjovt, er det også skrækkelig trist at læse om fx Dittes selvmordstrang, der holdes i skak af en tamagotchi, og Mads´ hutlen sig igennem – både med og uden et lakridspibe-misbrug.

Romanen er lækkert pakket ind med en fangende forside og et smukt, sort snit, der både gør den æstetisk tiltrækkende og dystert ildevarslende. Min 14-årige datter udbrød spontant, da hun så den: ”Endelig en bog med en fed forside! Man får lyst til at åbne den.” Og det kan du, kære læser, roligt gøre.

Skriv en kommentar