ANMELDELSE AF POUL OSMUNDSEN

Af Poul Osmundsen, Dagbladet Ringkøbing-Skjern

Mads Damsøs debutroman “Hvis dette er en lakridspibe” tumler med tunge emner – men på en selvironisk, underfundig og drengehumoristisk måde.

Vestjylland: Det er tunge eksistentielle spørgsmål, der er er kernen i Mads Damsøs debutroman, “Hvis dette er en lakridspibe”.

Hvem og hvad bestemmer, hvornår og hvordan et menneske skal dø?

Hvorfor kan det nogle gange virke som en barmhjertighedsgerning at hjælpe en alvorligt syg ud af denne verden og ind i den næste, mens det i andre situationer virker helt forkert at hjælpe en selvmordskandidat til at føre sine tanker ud livet – og ind i døden?

Men heldigvis behandles de med sort humor og masser af selvironisk kynisme; og i øvrigt handler romanen også om så meget andet.

Ikke mindst om en ung mand, der er røget ind i en 30-årskrise, hvilket både er meget morsomt og i sidste ende også bevægende, da læseren finder ud af hvorfor. Der er alvor og smerte på spil under den distancerende drengerøvs-humor.

Hovedpersonen Kuno – der hellere vil kaldes Mads – hyres til at skrive en levnedsbeskrivelse for en terminalt syg gammel mand, der også hedder Kuno, og som bor på hospice i Hvide Sande.

Kuno er ikke meget samarbejdsvillig, så Kuno/Mads strander i månedsvis i Hvide Sande. Mødet med Kunos noget usædvanlige barnebarn, teenageren Ditte, tilføjer dog opholdet en hel ny dimension.

Set med vestjyske briller er det særligt underholdende, at handlingen for det meste foregår i Hvide Sande og resten af tiden i Ringkøbing.

Dette giver forfatteren lejlighed til at brillere med sit sproglige overskud i nogle originale naturbeskrivelser og kærligt-drilagtige portrætter af livet på hans gamle hjemegn.

“Hvis dette er en lakridspibe” er dog en bog med flere lag end som så – hvilket fremgår af titlen, der henviser til både René Magrittes berømte maleri, “Dette er ikke en pibe” og Primo Levis KZ-erindringer, “Hvis dette er et menneske”.

Mads Damsøs hovedperson er nemlig ikke nogen ganske pålidelig fortæller; ikke alt er, som det giver sig ud for at være.

Lige som Magritte med sin pibe leger med vores opfattelse af, hvad virkelighed er, leger Mads Damsø med fortællersynsvinklen; afsløringer undervejs rykker tæppet væk under læseren, og stiller spørgsmålstegn ved troværdigheden af det, vi har læst indtil da.

Det er godt gjort fortællerteknisk, og det er med til at give romanen en indre spænding og åbner den for flere fortolkninger.

Skriv en kommentar